Spiller:
Nicklas Strunck Jakobsen
Nicklas Strunck Jakobsen
FC Groningen
Midtbane
Jeg har valgt at prioritere min kost, så jeg kan præstere på banen på højeste plan. Optimal kost giver mig energi nok til at træne hårdt. Jeg håber min historie kan inspirere andre.
Jeg startede med at fokusere på min kost som 1. års U17 spiller. Jeg var spinkel af bygning og vejede ikke det, jeg burde i forhold til min midtbaneposition med mange dueller. Min fysiske træner Thomas Kjærbye anbefalede mig at fokusere på min kost, så jeg kunne få mere ud af min styrketræning og derved opbygge større muskelmasse.
Jeg fik udarbejdet en personlig kostplan af Lars Skotte. Kostplanen blev tilpasset min målsætning om at opbygge større muskelmasse. Kostplanen passede perfekt til min træningsmængde, så jeg vidste hvornår, og hvad jeg burde spise. Dengang vidste jeg slet ikke hvor meget jeg burde spise og hvornår.
”jeg vandt flere dueller, fik større overskud og kunne dermed dække større rum på banen”
Som 2. års U17 spiller begyndte kosten for alvor at give pote, og jeg udviklede mig som fodboldspiller. Jeg kunne træne hårdere, specielt til styrketræning. Det gjorde, at jeg blev større og stærkere, uden at jeg blev tung og langsom. Det udviklede mit spil på banen. Jeg vandt flere dueller, fik større overskud og kunne dermed dække større rum på banen.
”det var en fed følelse, at det arbejde jeg lagde i min træning hurtigere gav resultater”
Jeg kan huske, det var en fed følelse, at det arbejde, jeg lagde i min træning, hurtigere gav resultater. Det gav blod på tanden til at arbejde endnu hårdere. Det hele kulminerede med at jeg blev kåret som årets DBU U17 talent.
Grundlæggende har jeg i dag fået nogle gode madvaner på plads. Jeg ved, hvad jeg bør spise og hvor meget. Det har selvfølgelig taget noget tid, men i dag ved jeg at efter kamp, så bliver jeg nødt til at spise, selvom jeg ikke er sulten. Min restitution er afgørende for, at jeg er klar til næste træningspas. Jeg kan mærke, hvordan jeg hurtigere bliver frisk til næste træning, når jeg fylder på lige efter kamp. Det er ikke særlig rart at føle sig helt slatten og doven i kroppen, derfor prioriterer jeg min restitution rigtig højt.
”det er bare federe at kunne fyre den af til træning”
Det handler om at finde en rytme, så jeg hele tiden kan præstere. Det er måske ikke helt forkert med udtrykket: Træn, spis, sov og så spis igen! Det er bare federe at kunne fyre den af til træning.
I dag er jeg fysisk, hvor jeg skal være med fedtprocent og styrkemæssigt. Det giver en mental ro at vide, at det jeg gør hver dag giver, mig de bedste forudsætninger for at nå mine fodbolddrømme.
”en lang tynd en der blev skubbet væk inde på midtbanen”
Havde jeg ikke ændret min kost i ungdomsårene, så havde skiftet til seniorbold helt sikkert været sværere. Tempoet som seniorspiller er meget højere, hvilket betyder, at du skal kunne løbe mere og ved højere intensitet. Havde jeg ikke fokuseret på min kost i ungdommen, så var jeg sikkert stadig en lang tynd en, der blev skubbet væk inde på midtbanen og derved være et skridt bagud i min udvikling.
Udnyt dit potentiale og nå nemmere dine mål